Nyt og spændende samarbejde mellem DBFU og CAD er nu en realitet ...
På generalforsamlingen i foråret, besluttede DBFU’s medlemmer at indgå aftale om associeret medlemskab af CAD.
Det er derfor med stor fornøjelse, at vi nu kan meddele, at aftalen med CAD om optagelse af Dansk BilForhandler Union (DBFU) som associeret medlem af Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark (CAD), nu er færdigforhandlet og underskrevet af begge parter.
Aftalen er trådt i kraft med virkning fra den 1. juli 2009 og løber foreløbig 1 år, hvorefter der er mulighed for forlængelse efter evaluering og evt. justering fra begge parters side.
Det associerede medlemskab omfatter DBFU’s medlemmer som samlet organisation og ikke som enkelt-medlemskab. Medlemskab af DBFU er således altid en forudsætning for at kunne trække på de ydelser, der er omfattet af aftalen.
Aftalen rummer følgende ydelser:
- Alle DBFU-medlemmer holdes opdateret om arbejdsmarkedslovgivning og overenskomststof.
- Desuden ydes der telefonisk rådgivning til DBFU’s medlemmer i spørgsmål, der handler om personaleforhold.
- Alle DBFU-medlemmer, der måtte ønske det, kan melde sig ind i CAD Arbejdsgiverforening på samme vilkår som CAD-medlemmer.
- Alle DBFU-medlemmer får adgang til CAD’s intranet ”CAD-Nettet”. CAD-Nettet giver adgang til et omfattende elektronisk informationssystem med et væld af nyttig viden og aktuel information, som kan løse rigtig mange af de spørgsmål som løbende opstår i hverdagen.
- Med udgangspunkt i de forsikringsaftaler som CAD har med Tryg og Topdanmark vil CAD og DBFU i fællesskab tilbyde alle DBFU-medlemmer at modtage et forsikringstilbud fra et, eller begge selskaber. Det enkelte DBFU-medlem beslutter suverænt selv, om man ønsker at gøre brug af Tryg, Topdanmark eller en helt 3. partner.
- Forsikring mod mekanisk svigt via Tryg/Topdanmark. Dette produkt udbydes af begge selskaber, og CAD/DBFU vil i fællesskab arbejde på at markedsføre disse produkter i henhold til gældende vilkår.
- CAD-Uddannelserne i samarbejde med Udviklingscenteret i Frederikshavn. DBFU og CAD vil snarest afholde fællesmøde med Udviklingscenteret i Frederikshavn med henblik på at integrere fælles kurser og efteruddannelser.
- Alle medlemmer af DBFU får tilbud om at modtage elektronisk nyhedsbrev udsendt som e-mail.
Både bestyrelserne og den daglige ledelse i DBFU og CAD glæder sig til et rigtig godt og frugtbart samarbejde, som vi tror på kan være med til at skabe endnu mere værdi for vore medlemmer fremover.
Har du spørgsmål til indholdet at denne skrivelse, kan du rette henvendelse til forretningsfører Jakob Tornvig, DBFU, på tlf. 70226100, eller direktør Erik S. Rasmussen, CAD, på tlf. 40414399.


